Rabarbersnurrer
Det er ingen hemmelighed, at jeg er svært glad for kardemommesnurrer, kanelsnurrer og citronsnurrer og jeg har gennem tiden bagt og testet mange forskellige variationer, og nu er jeg klar med en mere, nemlig rabarbersnurrer. Jeg elsker rabarber og jeg elsker snurrer, så det var på tide at kombinere de to. Jeg har valgt at lave dem både med remonce og rarbarberkompot, så de bliver tilpas snaskede, som jeg bedst kan li dem. Jeg håber meget, du er ligeså vild med denne nye opskrift på rabarbersnurrer, som jeg er.
Opskrift på bløde snaskede rabarbersnurrer
Ingredienser
- 25 g gær
- 1,5 dl mælk
- 2 æg
- 50 g sukker
- 400-450 g mel
- 1 tsk salt
- 2 tsk stødt kardemomme
- 100 g blødt smør
Remonce
- 125 g blødt smør
- 125 g sukker
- 100 g marcipan
Rabarberkompot
- 400 gram rabarber
- 100 g sukker
- Saften fra 1/2 citron
Fremgangsmåde
- Start med at lave rabarberkompotten
- Skær bund og top fra rabarberne og skær dem i stykker på cirka 1,5 cm.
- Put rabarber, sukker og citronsaft i en gryde.
- Kog på lavt blus uden at røre for meget i kompotten.
- Når kompotten har kogt 5-10 min er den færdig,der må gerne være rabarberstykker i.
- Put kompotten i en si og lad den køle og lad al væsken dryppe fra
- Put mælk og gær i røremaskine
- Tilsæt æg og sukker og rør
- Tilsæt kardemomme, salt, hvedemel og til sidst smør
- Rør dejen til den er smidig og glat.
- Sæt dejen til hævning med fugtigt viskestykke over i 1 time
- Bland smør, sukker og revet marcipan,
- Rul dejen ud på meldrysset mel eller på en silicone måtte til et rektangel på 35X50 cm
- Fordel remoncen og den siede afkølede kompot
- Fold en tredjedel indover midten og fold den anden tredjedel indover den første, så der er 3 lag i alt
- Rul dejen ud igen til 35×50 cm (Hvis det er svært pga fyldet så ruller du bare så meget du nu kan)
- Skær så strimler på 3 cm på den korte led
- Sno strimlen om sig selv, så den danner en knude
- Sæt på bagepapir og lad hæve i 45 minutter
- Pensl med æg og drys evt med svensk perlesukker.
- Bag snurrerne i cirka 8-12 min ved 220 grader almindelig ovn. Snurrerne skal være godt afbagte på toppen.
Tip: Det væske der drypper fra kompotten er det lækreste rabarbersaft, så smid det endelig ikke ud, men gem det eller drik det, mens du bager med en isterning, vand og en skive citron i..
Uhmm, så står mine snurrer og hæver! Er mega spændt på dem. Sidste gang jeg prøvede at lave dine citronsnurrer (som blev virkelig gode – de der blev færdige altså) brød min ovn sammen. Kryds fingre!! 🙂
Hej Cat. Jeg krydser fingre, omend lidt sent;-) Håber det gik godt! Kh Mette