Morgenboller
At vågne lørdag morgen og hurtig servere friskbagte boller, er noget af det bedste der findes, og det behøves slet ikke være svært. Du skal nemlig bare røre dejen sammen om aftenen, sætte dejen på køl natten over og om morgen skal bollerne på en bageplade og i ovnen. Det bliver ikke meget nemmere end det. Jeg har lavet de her boller virkelig mange gange, og jeg synes tit, at jeg kan få en bolle, der næsten kan konkurrere med surdejsbollen. En bolle med dejlige lufthuller og sprød skorpe. Du kan variere i meltyperne og kernerne, som du vil.
Opskrift på verdens bedste koldhævede morgenboller
Ingredienser
- 6 dl vand
- 12,5 g gær
- 10 g salt
- 1 spsk honning
- Ca 100 g kerner/frø/havregryn
- Ca 200 g grahamsmel/ølandshvedemel
- Ca 300/350 g hvedemel
Fremgangsmåde
- Rør gæren ud i koldt vand og tilsæt salt og honning
- Begynd at røre rundt – gerne med røremaskine.
- Tilsæt herefter kerner og havregryn, så grahamsmel og tilsidst hvedemelen.
- Ælt dejen til den slipper skålens sider og hænger i dejkrogen. Det tager omkring 8-10 minutter på røremaskine (dejen skal være klæg men ikke for flydende).
- Sæt dejen på køl natten over.
- Om morgenen tændes ovnen på 250 grader og hvis du har en bagesten så varm den op i ovnen ellers brug en bageplade.
- Sæt bollerne på et stykke bagepapir med to skeer eller hæld dejen ud på bordet og brug en dejspartel til at skære stykker af og sæt på bagepapir
- Når ovn og plade er godt varm sættes bollerne i ovnen 12-15 minutter ved 250 grader til bollerne er let gyldne og sprøde på overfladen
Bruges der tørgær eller ‘alm’ gær? 🙂
Jeg bruger altid almindelig gær, men du kan sagtens bruge tørgær i stedet. Kh Mette
Hey
Tusind tak for en fantastisk opskrift 🙂 Hvor lang tid kan dejen holde sig i køleskabet?
Selv tak Nina! Dejen kan holde sig i op til 2 dage i køleskab, så du kan sagtens røre dejen sammen to aftner før du skal bage, Kh Mette
Hvor mange boller bliver der af en portion dej? 😉
Hej Lisbeth. Cirka 10-12 boller.