Scones med chokolade
Scones er hurtigt og nemt bagværk, du tror det måske ikke, men det tager ingen tid at samle dejen og bage de små engelske vidundere. Der er bagepulver i dejen, så der er heller ikke hævetid, som med gærdej. Hemmeligheden bag den perfekte scones er, at man ikke ælter dejen for meget, på den måde bevarer man stadig smørklumper i dejen, og disse smørklumper sørger for, at du får en sprød scones med blød midte. Det er derfor vigtigt, at du bruger iskold smør til opskriften, så smørret ikke smelter, mens du ælter, men mens du bager bollen. Denne her version er med chokolade, men du kan også udelade chokoladen og spise dem med smør og lemoncurd. Scones smager helt klart bedst, lige når de kommer ud af ovnen.
Opskrift på nemme og lækre scones med chokolade
Ingredienser:
- 200 g koldt smør
- 600 g hvedemel
- 100 g sukker
- 1 tsk salt
- 3 spsk bagepulver
- 150 g mørk chokolade
- 3 dl kærnemælk
- 1 æg
- 1 æggeblomme til pensling
Fremgangsmåde:
- Bland mel, sukker, salt og bagepulver og skær smørret ud i mindre stykker.
- Smuldr kort smørret ind i blandingen, der må gerne være stykker af smør, det skal ikke være helt “savsmuldsagtigt”.
- Hak chokoladen.
- Tilsæt kærnemælk, æg og chokolade og ælt det hele kort sammen til en ensartet dej.
- Rul dejen ud i cirka 1,5 cm tykkelse og udstik scones med en udstikker på 5-6 cm
- Sæt bollerne på en bageplade og pensl dem med æggeblomme.
- Bag sconesene i 12-15 min ved 220 grader til de er gyldne.
- Server med det samme.
Skriv en kommentar
Vil du deltage i diskussionen?Du er velkommen til at bidrage!